"Musicure" cd-serie med helbredende musik komponeret af Niels Eje

Musicure er en serie cd'er, som er komponeret på baggrund af videnskabelige forsøg omkring, hvordan musik har indvirken på hjernen, samt på at berolige kroppen; som for eksempel under stress. Musikken anvendes blandt andet på nogle hospitalers opvågningsstuer, fordi man har fundet frem til at patienter, der lytter til de cd'er oftere og hurtigere bliver raske.

Musicure er rigtig god til at berolige og afstresse dig både under aktiv udfoldelse, og når du bevidst vil ligge og slappe af.

Musicure kan kun købes på apotheker og på nettet

 

"Sådan overvinder du akutte stresstilstande" af Lars Bugge

En kort og overskuelig bog for dig, der er i den første fase, hvor du netop er blevet sygemeldt med stress og har svært ved at læse lange bøger og artikler om emnet. Indeholder konkrete metoder - lige til at gå til

"Stress. grib chancen for et bedre (arbejds)liv" af Thomas Milsted

Bogen giver et godt overblik af, hvad stress er, samt hvordan du kan lære at håndtere stress. Du kan lære at skelne mellem, om du er stresset, udbrændt eller deprimeret. Bogen indeholder en stresstest, samt en meditations-cd, som jeg varmt kan anbefale for folk, der vil lære at meditere. Bogen henvender sig også til arbejdsgivere

"Stress, trivsel og livsglæder. Din guide til transformation af stress og meningsløshed" af Pete Andersen

Denne bog giver mange gode råd til, hvordan du ved hjælp af at ændre dine tanker kan komme ud af stress. Den er skrevet i et godt, forklarende sprog med eksempler, der gør det endnu mere forståeligt, hvordan dine tanker giver stress. Her kan du få hjælp til at få mere mening i dit liv. Denne bog kan varmt anbefales

"Lær at trække vejret. Åndedrætsmetoder til sundhed, personlig udvikling og større velbefindende" af Inga-Lill Valfridson

I denne bog gennemgåes åndedrættets betydning for kroppen og hjernen. Bogen indeholder øvelser til at blive opmærksom på, hvordan du trækker vejret på nuværende tidspunkt, samt øvelser til hvordan du kan få en bedre vejrtrækning, som medfører øget sundhed, større velbefindende og dermed også langt mindre stress i kroppen og hjernen.

"Stress eller ikke stress - valget er dit" af Bjarne Toftegård

En letlæselig og overskuelig bog. Stresssignaler deles op i grønne, gule og røde, og de skrives i en stressdagbog, der er et hjælpemiddel til at lære at lægge mærke til, hvornår du er stresset, samt til at sætte fokus på, hvad du kan gøre ved de enkelte stressende faktorer.

Jeg vil dog gøre opmærksom på, at hans råd nr.1 om at dyrke motion for at komme af med stresshormonerne, skal man ikke lytte til i den første periode af stress, hvor man i forvejen har for mange stresshormoner. Læs mere om dette i min artikel om stress med fokus på kroppen her

"Stress? Så gør noget ved det!" af Hanne Lund og Jørgen Lund

Denne bog skiller sig blandt andet ud ved at have en stressometertest, som klarlægger, om du opfylder dine livsværdier. Kun hvis du lever i overensstemmelse med dine livsværdier, kan du mindske din stress. Vær opmærksom på, om din partner har andre livsværdier end dig, så du bliver stresset af hans/hendes livsstil. Bogen indeholder en god øvelse til at blive opmærksom på dine livsværdier.

Derudover er der en stressniveautest, samt en test omkring stress i dit arbejdsliv.

 

Bogen kommer overordnet ind på mange emner, som såsom sprogbrug, kommunikation, negative forventninger/overbevisninger og læreprocesser. Forfatterne deler mennesker op i forskellige typer, som måske kan hjælpe dig til at se, hvor dine udfordringer bliver til stress i stedet for kun udfordringer og muligheder.

"Træk vejret. Mere energi - mindre stress" af Stig Åvall Severinsen

Denne bog indeholder nogle rigtig gode og vigtige åndedrætsøvelser, der er helt grundlæggende for at forebygge og behandle stress.

Informations- og vidensniveauet er meget højt, og dermed kan bogen være svær at læse for stressede, samt for ikke kyndige i fysiologi. Men du kan vælge at anvende nogle af øvelserne, samt læse de relevante afsnit.

Du skal være opmærksom på, at nogle af øvelserne ikke må laves alene og kan være farlige, hvis de udføres for meget eller forkert. Severinsen påpeger dette, ved de øvelser, det er relevant for.

"Stress og afspænding. Positiv livsstil, kostråd, massage, yoga, åndedrætsøvelser, meditation m.m." af Alix Kirsta

Denne bog har mange gode afspændings- og åndedrætsøvelser, samt forslag og hjælp til meditation, yoga og massage. Bestemt en anvendelig  bog for den, der vil arbejde med kroppen for at forebygge og komme af med stress.

"Stress" et hæfte fra Lægeserien

En kort gennemgang og overblik over, hvad stress er, samt hvilke symptomer stress kan give. Hæftet indeholder gode skemaer til stressdagbog, til at blive opmærksom på stress og dens mulige løsninger, samt noter til problemer, der opleves, og hvordan de skal tackles.

I hæftet er et længere afsnit om, hvordan og hvor man kan få hjælp til at komme af med stres og leve uden stress.

"Klar besked om stress. Hvem får stress. Hvorfor. Hvad kan man gøre. Hvornår skal man gå til lægen" af Bo Netterstrøm

Især fra kapitel 7 kan du få gode råd til, hvordan stress skal håndteres af dig selv. Netterstrøm giver også sin mening om, hvornår man skal gå til lægen, samt hvilken professionel hjælp, man kan få.

Bogen indeholder også en simpel stresstest, som også findes i andre af hans bøger.

"Indre uro. En brugsbog om stress og personlig vækst" af Elisabeth Balslev

Balslev har skrevet en spændende bog, der sætter tankerne i gang i forhold til, hvordan man lever sit liv, samt hvilke tanker, der kan være med til at stresse een.

Balslev har et par enkelte øvelser, der får dig til at stoppe  op og se indad i stedet for at leve dit liv, som du plejer.

En relevant bog, for dig der er kommet af med de værste stresssymptomer, og som gerne vil ændre ting i dit liv, så du bliver stressfri og får indre ro!

"Slip din stress nu! Med øvelser og træning efter Sedona Metoden" af Karl Christian Meulengracht

Meulengracht fortæller om sin alternative måde at hjælpe personer af med stress gennem forskellige cases. Han fokuserer på at identificere følelser, byde dem velkommen og arbejde med dem hen imod at lære at slippe negative følelser og dermed slippe sin stress.

I bogen er der konkrete øvelser til, hvordan du arbejder med følelser, de tilhørende vejrtrækninger, samt lærer at bryde vaner. Øvelsesskemaer skal hentes på en hjemmesiden www.kleart.dk, hvor man også kan købe bogen.

Lav din egen hjemmeside med mono.net