""Tag dig nu sammen, Skat" - bevar glæden og overskuddet, når din partner rammes af stress eller angst" af Lisbeth Fruensgaard

Fruensgaard skriver denne bog direkte til dig, som har en partner, der enten er stresset eller har angst. Bogen er letlæselig og indeholder helt konkrete øvelser til, hvad du skal gøre for at undgå, at du også går ned. Og derudover handler den også om, hvordan du og din partner skal hjælpe børnene til at komme igennem en periode med en forælders stress eller angst.

Forfatteren har selv prøvet at være pårørende til en angstramt, så ud over cases fra hendes arbejde med stressramte og deres pårørende, er der også eksempler på hendes egne oplevelser.

Bogen er den eneste, jeg har set er udelukkende henvendt til pårørende, og den kan bestemt anbefales, især fordi der er konkrete øvelser og cases. Vil du have konkret viden om stress eller angst, så skal det findes i een af de mange andre bøger om stress.

 

"Ned og op med stress" af Perille Rosenkrantz-Theil og Thomas Milsted

Dette er en ærlig beretning fra Pernille om, hvad det har betydet for hende at opleve stress, både før under og efter. Bogen giver et godt indblik i, hvordan det kan være at have stress. Det er selvfølgelig ikke et generelt udtryk for, hvordan man har det, når man er stresset, ndet er individuelt fra person til person.

Samtidig giver Thomas Milsted sine forklaringer på, hvorfor Pernille reagerede, som hun gjorde.

"Ned og op med stress" har et særligt afsnit om parforhold, der kan give en bedre forståelse af, hvilke betydninger stress kan få for et parforhold, samt hvordan man som pårørende forholder sig til en stresset partner.

"Stress" et hæfte fra Lægeserien

En kort gennemgang og overblik over, hvad stress er, samt hvilke symptomer stress kan give. Hæftet indeholder gode skemaer til stressdagbog, til at blive opmærksom på stress og dens mulige løsninger, samt noter til problemer, der opleves, og hvordan de skal tackles.

I hæftet er et længere afsnit om, hvordan og hvor man kan få hjælp til at komme af med stres og leve uden stress.

"Livet efter stress. Udvikling og muligheder" af Pernille Rasmussen

 

Det er en spændende og livsbekræftende bog, der kan være god at læse for alle, der oplever stress, samt for deres pårørende, som en forsikring om, at livet bliver godt igen og for det meste bedre. Een af de medvirkende i bogen udtaler: "Jeg plejer gerne at sige, at stress har været den bedste gave for mig."

 

Rasmussen giver gennem flere cases et billede af, at man kommer styrket ud af en periode med stress, samt at flere lærer at leve efter deres egne værdier og grænser. Rasmussen har stillet forskellige eksperter spørgsmål til, hvad der sker med personer efter en periode med stress.

 

Lav din egen hjemmeside med mono.net